Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Brønshøj Skole og KKFO's anti-mobbestrategi

 

Definition på mobning

Mobning er en gruppes systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person, på et sted, hvor denne person er tvunget til at opholde sig. Mobning er således hverken drilleri eller konflikt, selv om dette også kan være meget ubehageligt.

Brønshøj skole accepterer ikke mobning. Derfor skal der på alle klassetrin og gennem hele skoleforløbet arbejdes med forebyggelse af mobning. Såfremt mobning forekommer, skal der gribes hurtigt og konsekvent ind.

 

Forebyggende indsats

Forebyggelse af mobning er en integreret del af arbejdet med trivsel på alle klassetrin og forebyggelsesindsatsen skal påbegyndes på fritidshjemmet og i 0. klasse.

 

KKFO udfører et årligt trivselsprojekt med 0, 1, 2 og 3. årgang, og der indlægges i elevsamtalen, på alle klassetrin, faste spørgsmål omkring mobning og mistrivsel. Tiltagene ligger med faste intervaller for at skabe et kontinuerligt fokus på mistrivsel og mobning i løbet af et skoleår. Forebyggelsesindsatsen evalueres en gang om året og justeres såfremt det er nødvendigt.

 

Hvis mobning opstår

Såfremt mobning opstår, er det skolens og KKFO´s opgave at hjælpe børnene med at løse de personlige udfordringer, der ligger bag. Oftest er det magtstrukturer og rollefordelingen i en klasse eller gruppe, der fører til mobning. Derfor er det afgørende, at mobning ikke kun betragtes om et individuelt problem hos enkelte børn, som enten udpeges som mobber eller som offer. I tilfælde af mobning skal hele klassen have hjælp til at komme videre.

 

Efter aftale med afdelingslederen og Ressourcecentret er det i første omgang klassens lærere/afdelingsteams, der lægger en plan for en løsning af problemet. De berørte lærere beslutter, hvilke metoder de vil anvende og fastlægger en handleplan. Metoder samt handleplanen forelægges afdelingsledelsen og Ressourceteamet.

 

Det er ressourcecenterets ansvar at sørge for, at der arbejdes med forebyggende indsatser. Resursecenteret fungerer som faglig sparringspartner og inspirator for klassens lærere/årgangsteams. De metoder, der anvendes i det forebyggende arbejde udarbejdes af den enkelte klasses lærere/årgangsteams. I denne proces er det vigtigt, at KKFO inddrages, i det omfang det er relevant.

 

Ledelserne skal orienteres om forløb og har ansvar for at følge op på sagen og handleplanen.

 

Forældrenes rolle

Såfremt der opstår mobning, er det lærernes og KKFO´s ansvar at informere forældrene hurtigt og præcist om problemets indhold og omfang, og om skolens/KKFO´s handleplan. 

 

En plan kan indeholde forældremøder for hele klassen og/eller samtaler med forældre til børn med særlige problemer. Den kan også indeholde aftaler om sociale arrangementer og legeaftaler. Forældrene forventes at deltage i disse møder og bidrage til overholdelse af eventuelle aftaler herfra. Herunder inddrages også fritidshjem og klub.

Skulle forældrene have behov for yderligere kontakt med skolen rettes der først henvendelse til klasselæreren/pædagogen dernæst, såfremt der er behov for at gå videre, til afdelingsledelsen og sidst til skoleledelsen.

 

Skoleledelsens rolle

Det overordnede ansvar for såvel forebyggelse af og handling i forhold til mobning ligger hos skolelederen og KKFO-lederen, som via afdelingslederne holdes orienteret om planlægning og gennemførelse af indsatsen. Ledelsen kan derudover træde til ved forældresamtaler eller samtaler med elever, såfremt det er nødvendigt.