Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om fritidshjemmet

Brønshøj Fritidshjem

Vi ligger tæt ved Utterslev mose og tæt på offentlige transportmuligheder. Dette gør det nemt for os at bruge både vores nærmiljø og komme rundt.

Fritidshjemmet består af tre afdelinger; Det Blå Tårn, Præstekær og Hjørnet, hvoraf den ene er placeret på Brønshøj Skole, og de andre i gåafstand fra skolen. Vi har tilsammen ca. 400 børn. Vi har mulighed for at bruge skolens gymnastiksal samt multisal og Det Blå Tårn (afdelingen på skolen) deler legeplads med skolen.

Fritidshjemmet har pasningsgaranti fra. 0. til og med 3. klasse. Vi har desuden opsyns- og tilsynspligt med de indmeldte børn, og har derudover et pædagogisk ansvar for børnenes trivsel og udvikling.

Vi får børn fra Brønshøj skole, og har et tæt samarbejde med skolen.

Dagligdagen

På Brønshøj Fritidshjem tilbydes børnene både et udfordrende læringsmiljø og et indholdsrigt fritidsliv. Vi tager udgangspunkt i børnenes ressourcer og kompetencer og sikrer alle deltagelse i fællesskabet. Vi lægger stor vægt på at lære børnene tolerance, samt respekt og forståelse for andre og deres behov.

Børnene er hos os i deres fritid, og vi respekterer så vidt muligt deres ønsker for, hvordan de vil bruge den fritid. Vores aktiviteter er tilbud, som børnene kan gøre brug af eller vælge fra. Fritidshjemmet skal være et ”frirum”, hvor børnene har det rart og sjovt, samtidig med at de udvikler deres sociale kompetencer og motoriske færdigheder.

Muligheder for leg og beskæftigelse er mangfoldige. Vi tilbyder fodbold, håndbold, hockey, mooncars, løbehjul, klatrevæg, syværksted, papirværksted, spil og alle former for gode gammeldags lege, hinke, sjippe, stikbold mv. Der er også mulighed for at slappe af, hygge sig, læse, tegne eller, hvad man nu har lyst til.

Hver dag tilbyder vi børnene et lille eftermiddagsmåltid. Det kan være alt fra hjemmelavet suppe, til rugbrødsmadder og frugt.