Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgange og samarbejde med skolen

Overgange

Vi ønsker at skabe sammenhæng mellem de sociale arenaer, som børnene færdes i.

Ved at skabe genkendelighed og tryghed bestræber vi os på, at gøre overgangen så naturlig som muligt, da trygge børn trives.

Vi er særligt opmærksomme på kommunikation og overgange fra en social arena til en anden. Derfor er vi dagligt i dialog med forældre, lærere og andre samarbejdspartnere, som børnene har kontakt til i deres hverdag.

Vi har fokus på tryghed og genkendelighed, i form af faste rutiner ved overgangen fra skole til KKFO.

Vi er ekstra opmærksomme på børn, der har særlige behov og arbejder hver dag på, at skabe rammer, som også sikrer deres trivsel.

I vores indkøring af de nye børn i maj og juni, bestræber vi os ligeledes på, at skabe en tryg opstart for både børn og forældre. I den forbindelse har vi et tæt samarbejde med børnehaverne.

Vi har målrettede aktiviteter som tager udgangspunkt i Københavns Kommunes læreplanstemaer. Vi har især fokus på relationsdannelse, kropsbevidsthed og børnenes sociale, og sproglige udvikling. 

Som en del af vores tætte samarbejde med skolen, har vi pædagoger i alle klasser, fra børnehaveklasse til og med 3. klasse. Herved kan vi have et særligt fokus på trivsel og udvikling for både det enkelte barn og fællesskabet i børnegruppen. Samtidig oplever børnene et større sammenhæng mellem skole og fritidshjem.

Vi samarbejder med områdets fritidsklub, Klub Porten om overgangen for 3. klasserne inden de starter i klub. For at sikre en god start har vi et særligt forløb, hvor børnene sammen med pædagogerne fra fritidshjemmet, besøger klubben flere gange i løbet af foråret.

Samarbejdet med skolen

Vi arbejder tæt sammen med Brønshøj Skole, hvilket har til hensigt at skabe et sammenhængende og afvekslende læringsrum for børnene. Det fordrer helhedstænkning og koordinering mellem skolen og fritidshjemmet i forhold til børnenes faglige og sociale læring.

Hensigten med pædagoger i skolen, er at vi gennem et ligeværdigt og forpligtende samarbejde, kan skabe det bedst mulige trivsels- og læringsmiljø. Trivsel og evnen til at indgå i relationer er en forudsætning for læring. Alle børn lærer ikke på samme måde, og samarbejdet mellem pædagoger og lærere skaber gode rammer for differentieret undervisning og læring på forskellige måder. 

Vi har fokus på det forebyggende arbejde og gennem projekter fokuserer vi på trivsel og sociale kompetencer, for på den måde at fremme inklusion og forebygge mobning.